Vinsanto

Vinsanto betyder "hellig vin" og er en særlig italiensk dessertvin. I Toscana bliver den traditionelt lavet af hvide druesorter som Trebbiano og Malvasia, selvom Sangiovese kan bruges til at producere en rosé-stil kendt som "Occhio di Pernice", som betyder agerhønsøje. Vinene kan faktisk også beskrives som "halmvine", da de ofte fremstilles ved at tørre de friskhøstede druer på halmmåtter i et varmt og godt ventileret område. Selvom det teknisk set er en dessertvin, kan en Vin Santo variere i sødmeniveauer fra helt tør (som en Fino Sherry) til ekstremt sød. Stilen menes at have sin oprindelse i Toscana, men eksempler på Vinsanto findes i hele Italien, og det er en autoriseret vinstil for flere Denominazione di origine controllata (DOC'er) og Indicazione geografica tipica (IGT'er).

Når druerne er høstet i september eller oktober, lægges de ud på halmmåtter, ofte under spær eller trapper. De opbevares i varme, godt ventilerede rum, der tillader fugten i druerne at fordampe. Denne udtørringsproces koncentrerer sukkeret i druerne. Jo længere tid druerne får lov til at tørre og tørre, jo højere vil de resulterende restsukkerniveauer være i vinen. Afhængigt af den ønskede vinstil, kan druerne knuses og gæringsprocessen startes efter et par uger eller først i slutningen af ​​marts. Producenterne kan bruge en starterkultur af gær kendt som en madre, der indeholder en lille mængde færdiglavet Vin Santo fra tidligere års produktion. Det menes, at denne ældre vin sætter gang i gæringsprocessen og tilføjer kompleksitet til vinen.

Efter gæring lagres druerne i små egetræsfade. I mange DOC-regioner skal vinene lagre i mindst tre år, selvom det ikke er ualmindeligt, at producenterne lagrer deres vine i 5 til 10 år. Traditionelt var tønderne lavet af kastanjetræ i stedet for egetræ, hvilket bidrog med høje mængder af trætanniner. Det var samtidig meget porøst, hvilket fremmede overdreven fordampning i tønden. Med denne traditionelle vinfremstillingsstil ville der opstå et stort luftrum i tønden, og oxidation fandt sted. Det gav vinen dens karakteristiske ravfarve, men også vinfejl. Mod slutningen af ​​det 20. århundrede begyndte flere producenter at skifte til egetræsfade, mens de fastholdt traditionen med ikke at fylde tønderne op og udfylde hulrummet.

Selvom stilen med at lave vin på tørrede druer har eksisteret næsten lige så længe, ​​som der er blevet lavet vin, er der mange teorier om, hvordan det særlige navn Vinsanto kom til at blive forbundet med denne vinstil i Italien. Den mest sandsynlige oprindelse var vinens historiske brug i den katolske messe, hvor sød vin ofte blev foretrukket. En af de tidligste referencer til en "vinsanto"-vin stammer fra renæssancetidens salgsbøger fra florentinske vinhandlere, som i vid udstrækning markedsførte den stærke, søde vin i Rom og andre steder. Til sidst blev udtrykket "vinsanto" næsten et paraplynavn for denne vinstil, produceret andre steder i Italien. Da den græske ø Santorini kom under det Osmanniske Rige, opmuntrede de herskende tyrkere til øens vinproduktion af en sød dessertvin lavet af tørrede druer. I løbet af de næste par århundreder blev denne vin kendt som Vin Santo og blev bredt eksporteret til Rusland, hvor den blev brugt i eukaristien af ​​den russisk-ortodokse kirke.

En anden påstand er, at da øen Santorini blev regeret af Venedig, blev pakker sendt fra øen mærket "Santo" for at angive deres oprindelse, mens deres indhold var mærket "Vin"; således blev udtrykket "Vinsanto" født