Pastis / Ouzo

Pastis er en fransk apéritif med anissmag, som findes i forskellige afskygninger i Middelhavslandene. Det var Paul Ricard, som i 1932 først sende Pastis på markedet, og som stadig er populær i Frankrig - ikke mindst i de sydøstlige områder af landet. Andre middelhavsanislikører er dog også meget populære i Middelhavslandene. Det er f.eks. sambuca, ouzo, arak, rakı og mastika.

Franskmændene var stadig var bange for absint, og det er ikke mindst derfor, at ​​pastis kan have fået som gennembrud. Begge drikke er i dag lovlige og begge har en intens smag af anis, fennikel eller lakrids. De to er dog ret forskellige. Pastis blev skabt år efter forbuddet mod absint, og indeholder traditionelt ikke malurt (Artemisia absinthium), som absint har fået sit navn fra. Pastis får primært sin anismag fra stjerneanis, hvorimod absint traditionelt får sin smag fra et destillat af grøn anis og fennikel. Derudover er absint oftest noget stærkere.

Ifølge loven skal pastis være en spiritus med anismag, yderligere smag af lakridsrod, indeholde mindre end 100 gram sukker pr. liter sukker og aftappes med minimum 40% alkohol.

Hvis du gerne vil spare penge på ouzo og pastis, er det et oplagt mulighed at melde dig ind i Sélection Vinklub. Det er gratis, og du kan altid melde dig ud igen. Du sparer altid 5% på tusindvis af varer - også pastis og ouzo - som medlem.

Grækerne og franskmændene tilsætter vand til deres ouzo og pastis. Når de gør det, så bliver indholdet en tåget hvid. Men hvorfor? Ouzo og pastis indeholder terpener, som er en gruppe af organiske forbindelser, der findes i æteriske olier af anis og andre planter. Terpenerne er ansvarlige for den karakteristiske smag og aroma. Når spiritussen har en høj alkoholprocent (typisk omkring 40% eller højere), forbliver terpenerne opløste i ethanol.

Men når vand tilsættes og alkoholprocenten falder til under ca. 30%, bliver terpenerne uopløselige i blandingen. Denne uopløselighed fører til, at terpenerne danner mikroskopiske dråber i væsken, hvilket skaber den karakteristiske uklarhed.

For grækerne er det en vigtig del af det sociale ritual, hvor man sidder sammen og nyder drikken, ofte sammen med småretter kendt som "meze". På samme måde er pastis en integreret del af den franske kultur, især i det sydlige Frankrig, hvor den nydes som en forfriskende drik i varme klimaer.

Pastis og ouzo ligner hinanden meget, men faktisk ikke helt det samme. Begge er likører med anismag med en fælles oprindelse i Middelhavet. De kommer dog fra forskellige lande og har forskellige egenskaber.

• Pastis stammer fra Frankrig, især i regionen Provence, mens ouzo er græsk.
• Pastis er typisk lavet af en neutral spiritus, hvorimod ouzo ofte er destilleret af druerester eller anden gæret frugt.
• Selvom både pastis og ouzo indeholder anis som den primære smagsgiver, kan de være forskellige i deres øvrige botanicals og krydderier. Pastis indeholder ofte urter som lakrids, fennikel og forskellige aromatiske planter, mens ouzo typisk indeholder ingredienser som stjerneanis og koriander.
• Når vand tilsættes pastis eller ouzo, forårsager det et mælkeagtigt eller uklart udseende. Effekten har dog en tendens til at være mere udtalt i ouzo på grund af dens højere indhold af æteriske olier.
• Pastis blandes normalt med koldt vand i forholdet 1:5 - 1:7, mens ouzo typisk fortyndes med vand i forholdet 1:2 - 1:4. Her spiller dine personlige referencer naturligvis ind.

Forskellene til trods er både pastis og ouzo kendt for deres stærke anissmag og nydes ofte som aperitif eller digestif i deres respektive middelhavslande.

Har du lyst til eksklusive spiritusflasker, stærke tilbud og at deltage i unikke smagninger? Så er vores cocktail- og spiritusnyhedsbrev noget for dig! Vi inviterer dig til særlige events og smagninger, skræddersyet til dig, der elsker spiritus og cocktails. Og ikke mindst får du besked om vores allerbedste tilbud og nyheder, så du ikke går glip af dén flaske, der lige nøjagtig kilder dig de rigtige steder.

Det er nemt at være med, gratis og aldeles uforpligtende!

Man mener, at ouzo stammer helt tilbage fra 1300-tallet og var en anis-baseret udgave af Tsipouro, som ligeledes er en græsk spiritus. Det var dog først i 1800-tallet efter, at Grækenland blev et selvstændigt land, at ouzoens popularitet for alvor voksede. Og da absints popularitet faldt i begyndelsen af 1900-tallet og flere steder blev ulovliggjort, stod ouzoen klar til at tage over med lidt lignende, smagsmæssige egenskaber som den franske spiritus.

Raki er en traditionel spiritus, der primært er kendt i Tyrkiet, men også i andre dele af Mellemøsten og Balkan. Det har dybe rødder i den osmanniske periode, hvor det blev en populær drik blandt både muslimer og ikke-muslimer i regionen.

Produktionen af ouzo begyndte efter Grækenland opnåede selvstændighed fra Osmannerriget i begyndelsen af 1800-tallet. Grækerne ønskede at skabe en national spiritus, der adskilte sig fra den tyrkiske raki.

Raki fremstilles hovedsageligt af druer eller rosiner. Efter første destillation tilsættes anis for at give den karakteristiske smag. Derfor har raki en stærk anissmag, men kan også indeholde noter fra de druer eller rosiner, der er anvendt i fremstillingen.

Ouzo fremstilles oftest af en alkoholbase, som kan være lavet af druer, korn eller sukkerroer. Efter destillation tilsættes anis og ofte andre krydderier som fennikel, koriander og kardemomme.

Raki destilleres typisk to gange. Første destillation skaber en rå alkohol, som derefter destilleres igen med anisfrø for at tilføje smagen. Den endelige alkoholprocent ligger normalt omkring 40-50%. Ouzo destilleres ofte flere gange for at sikre renhed og intensitet i smagen. Anis og andre krydderier tilsættes under destillationen, og nogle gange gennemgår ouzo en yderligere filtrering for at fjerne eventuelle urenheder. Den endelige alkoholprocent for ouzo er typisk også omkring 40-50%.

Nej, som udgangspunkt vil stærk spiritus i lukkede flasker kunne holde sig ubegrænset. Smagen kan dog ændre sig, eller der kan muligvis dannes bundfald, når ilten får en indvirkning i spiritussen. Det samme kan ske, hvis den får for meget lys.

Som alle andre alkoholiske drikke, skal man nyde ouzo, pastis (og raki) med måde. Der er dog mange, der hævder, at drikkevarer indeholdende anis, som pastis, kan have positive effekter på fordøjelsen. Anis er en plante med en lang historie inden for traditionel medicin, og dens æteriske olier menes at hjælpe med at lindre fordøjelsesbesvær, reducere oppustethed og lette fordøjelsen efter et stort måltid. Derudover har anis antispasmodiske egenskaber, der kan hjælpe med at lindre mavekramper og ubehag. Ikke mindst derfor er anisbaserede drikke som ouzo, pastis og raki populære som en aperitif, der nydes før eller efter måltider for at stimulere appetitten og støtte fordøjelsen.

Selvom anis i sig selv kan have sundhedsmæssige fordele, er ouzo/pastis stadig en alkoholisk drik, og overdrevent forbrug af alkohol er på ingen måde sundt.