Rosé, vinen der kom ind fra kulden

Smæk noget grisebasse på grillen, lav en god salat, og drik en dejlig kold, gerne Sydfransk, rosévin til, ude på terassen. Det er sgu’ da livet!  

Mange ting fra 1970’erne og 80’erne har svært ved at blive taget seriøst i 2010’erne. Polyesterskjorter, plateausko og Pina Colada f.eks. Men hvad med  Lambrusco? I de to famøse årtier blev der hvert år solgt 36 millioner flasker. I USA alene! Det var kæmpe stort i hele verden. Hvad var en gymnasiefest uden Lambrusco en masse? Men pludselig forsvandt populariteten, og efterhånden blev det sværere og sværere at finde dem på butikshylderne, og i dag er det nærmest umuligt. Hvorfor? Det korte svar i en avis-klumme-størrelse er: Modens luner

Lambruscoen er altså sørgeligt glemt og borte, men til gengæld er rosé vin blevet populær, som aldrig før. Mange har fundet ud af at en god, kold rosé snildt kan erstatte en rødvin på en varm sommerdag, og er en glimrende ledsager til f.eks. grisekød, lam, kylling og kalvekød. Rosé er IKKE lavet ved at blande rød- og hvidvin, men derimod ved at begrænse mostens kontakt med skindet, hvor al farven sidder. Typisk er macerationen, eller udblødningen, hvor man trækker farven ud af skallen, ca. 7 dage, ved produktion af en normal rødvin. (Macerationstiden er ofte længere end 7 dage, men det er for at få garvesyren med fra skallen). Ved produktion af rosé vin foregår macerationen fra nogle få timer, til ca. ét døgn. Alt efter macerationstid, og hvilken druetype man bruger, kan farven på rosé vine skifte meget. F.eks. kan vine lavet på Cabernet Sauvignon og Syrah give meget mørke rosévine, på grund af den tykke, og farveholdige skal på druen.

Det sjove er, at i meget gamle dage, var denne lyserøde drik, der først de seneste år er blevet populært herhjemme, stort set det eneste vin, man drak. Den lyserøde farve, var ganske enkelt farven på rødvin. Før det 17. århundrede var teknikken i vinproduktionen så dårlig, at alting blot skulle overståes. Druerne skulle plukkes, presses, udblødes og gæres i en ruf, så vinen /mosten ikke fik nogen sygdomme undervejs. Resultatet var en lyserød ”rødvin”, på grund af den ultrakorte maceration. Efterhånden blev teknikken dog forbedret, så rødvine fik den mørke farve vi kender i dag.

De fleste rosé vine, der bliver solgt i Danmark, er tørre, men i USA producerer de en pudsig variant, som aldrig rigtig er slået igennem herhjemme. Det er den såkaldte Blush wine. I 1970’erne var efterspørgslen på hvidvine så stor i USA, at man eksperimenterede med at lave hvidvin på blå druer, for dem havde man nemlig flest af. Hos én af producenterne, Sutter Home, gik noget dog galt under gæringen på et tidspunkt, da de ville lave en White Zinfandel. Gæringen gik pludselig i stå, mens der stadig var sukker tilbage, så resultatet blev en pink farvet, sødlig vin, som på trods af den fejlslagne gæring, alligevel smagte godt, og som hurtigt blev lanceret på markedet, som Blush Wine. Den blev en overvældende succes i USA. En anden sød rosé, som for nogle år siden var meget populær, er det mousserende firserikon, Mateus Rosé fra Portugal. Den ser man, ligesom Lambrusco heller ikke meget til mere, og den er lykkeligvis mere eller mindre forsvundet til evige Vinmarker.

Måske lidt forudsigeligt, når det kommer fra en fundamentalistisk ærkefrankofil, som undertegnede, men efter min mening, kommer de allerbedste rosé vine fra Sydrhone, Bandol og Provence. Der bliver vinene lavet på Grenache, som giver vinen et flot orange skær, Syrah og Mouvedre, som begge giver mørkere og kraftigere rosévine. De fleste rosévins producenter i verden, producerer rosé vine sådan lidt ”for sjov”, men i Côte d’Azur (Provence, Bandol og det sydlige Rhone) tager de rosévinen meget alvorligt, og flere producenter anser faktisk deres rosévin, som på samme niveau, som deres bedste rødvine. Og det kan altså smages, når producenterne gør sig umage, og tager tingene seriøst.

Derfor: Smæk noget grisebasse på grillen, lav en god salat, og drik en dejlig kold, gerne Sydfransk, rosévin til, ude på terassen. Det er sgu’ da livet!